StamcellenetVærket I
Forsker - Designer

Projektets forskningsgruppe bestod af 8 forskere fra forskellige samfundsvidenskabelige fag, der undersøgte hvert deres område af de sociale og kulturelle sider af stamcelleforskning i Danmark. I samspil med forskerne bestod designer Birte Dalsgård’s rolle i at være med til at skabe et kommunikationsprojekt, der kunne formidle forskernes forskningsbaserede problemstillinger. Det var afgørende, at forskningskommunikationen i tid og sted ikke fulgte efter forskningsprocessen, men var en integreret del af forskningsarbejdet. Formålet med denne integration var at sætte den samfundsvidenskabelige viden i spil på en ny måde. Samtidig skulle kommunikationen i sig selv også have som potentiale at forandre selve vidensproduktionen, fordi den kunne udfordres, modsiges og diskuteres mens den endnu var undervejs.

I gruppen arbejdede vi sammen om at skabe nye og anderledes 'medier' for denne kommunikation, hvor 'translation' var et kernebegreb. I den samfundsvidenskabelige brug af begrebet translation, som var grundlaget for selve forskningsprojektet, lægges der vægt på at alle skift mellem medier er produktive i den betydning, at de producerer noget nyt. Der er aldrig tale om en ren 1:1 oversættelse fra et medie til et andet, tværtimod vil der altid blive lagt noget til.

Som designer fokuserede Birte Dalsgård primært på at nå mod selve udformningen af designet og installationen. For at forstå forskernes arbejde og pointer var det dog nødvendigt at finde frem til samarbejdsformer og metoder, der kunne gøre samspillet mellem forskningsgruppe og designer frugtbart. Vi skulle så at sige ’lære at forstå hinandens sprog’. Dertil udviklede designeren en række visuelt bårne brainstormingsværktøjer i form af en slags ’spil’, som kunne bruges på møder om installationen og dens indhold. Det var dog stadig meget vanskeligt at nå ind til selve kernen og få fat i brugbare forskningspointer – dvs. forskningspointer der kunne illustreres rumligt. Det var derfor nødvendigt at Maja Horst, som en af forskerne, arbejdede særligt tæt sammen med designeren, således at vi i fællesskab kunne finde frem til at stille ’de rigtige spørgsmål’, som førte til svar vi sammen kunne illustrere. Udviklingen af de endelige ideer og koncepter for rummene i installationen foregik derfor i et meget tæt samspil. Dels kunne ingen af os have gjort det som enkelt-individer og dels blev rollerne som henholdsvis forsker og designer jævnligt så sammenflettede, at der var tale om en slags hybrider som forsker-designer og designer-forsker.

'Brainstorming-spil' - anvendt på et tidligt stadie i gruppens planlægning af installationen
Et andet 'brainstorming-spil' - anvendt senere i planlægningsforløbet til udvikling af rummene og deres indhold

Den 80 m2 store testmodel, som udgjorde StamcellenetVærket I var tænkt som en princip-model, der tillod os at afprøve det rumlige forløb og den kropslige interaktion i nogle forsimplede former. Udgangspunktet for at vælge at konstruere en sådan model er, at det er nødvendigt at afprøve det rumlige forløb in vivo, i stedet for at arbejde med skalamodeller, hvor man kun kan gætte sig til folks reaktioner på at befinde sig inde i rummet. I testmodellen ønskede vi hovedsageligt at afprøve principperne for deltagelse og forståelsen af konceptet ud fra følgende spørgsmål:

Selvom vi satsede på det principielle, var det dog nødvendigt at slå stemningen nogenlunde rigtigt an og at få det sanselige med. Det forsøgte vi at gøre, så rumudformningen og materialerne ramte det ønskede udtryk, men samtidig også på en måde, som var tilpasset vilkårene for denne opbygning: testmodellen blev ikke helt i fuld 1:1 skala som den var tænkt og den blev heller ikke udformet i de materialer, som vi oprindeligt ville have anvendt. Testmodellen blev altså tilpasset og udformet til de overordnede rammer for projektet, det vil sige både de tidsmæssige, de økonomiske og de fysiske rammer. Det er dog vigtigt, at disse begrænsninger ikke blot har karakter af kedelige beskæringer af en ellers færdig ide. Tværtimod må begrænsningerne i kommunikationens rammer forstås som en integreret del af opgaven med at kommunikere. Det kan ikke nytte noget at man som designer-forsker undskylder dårlig kommunikation med at der ikke har været ressourcer til rådighed. Naturligvis sætter ressourcerne begrænsninger, men det er en del af opgaven på samme måde som vanskelighederne ved at oversætte kompleks forskningsbaseret viden til simple rumlige koncepter. Udfordringen er at finde ud af, hvad man kan få til at virke hvordan under de givne omstændigheder. Det er dog naturligvis vigtigt, at man tydeligt gør besøgende opmærksomme på, at der er tale om eksperimenter, fordi det har betydning for deres forventninger til finish, men også fordi det har betydning for selve den måde vi som forsker-designere forsøger at kommunikere med publikum. Der er netop ikke tale om en proces der kan opdeles i forskning og design – men et integreret forløb, hvor vi på samme tid lærer noget om begge dele.