logbog uge 1

Mandag d. 19. februar
Bygningen af installationen påbegyndes.
Arbejdet med opbygningen af installation er officielt gået i gang i dag. Billedkunstneren Peter mødte op i en bil læsset med værktøj, maling, træ og andre mere eller mindre udefinerbare ting. Da Frank, den anden billedkunstner, lå syg derhjemme hjalp vi Peter med at etablere et brugbart værksted i cykelkælderen. Området er nu afspærret til kreativ udfoldelse. Kom ned og kig!
Maria Messmann

De to paller træplader
Træpladerne, som installationen skal bygges med, bliver ikke udskåret i aften, da Frank er syg – det må vente til i morgen tirsdag.
Birte Dalsgård

Tirsdag d. 20. februar
Logbogen som forskningsredskab
Stamcellenetværket II er både et formidlings- og et forskningsprojekt. Det vil sige at vi eksperimenterer med en utraditionel formidlingsform, men samtidig undersøger vi (jeg) også arbejdet med dette eksperiment forskningsmæssigt. Det vil blandt andet sige at der skal indsamles en masse forskellig type information om, hvordan vi arbejder og hvad der kommer ud af det. En af de ting vi har sat os for, er at føre en detaljeret logbog over det konkrete arbejde med at bygge installationen. Det er nemlig i denne fase, at vi lærer allermest om selve eksperimentet. Selvom vi overordnet har designet den, inden vi går i gang, så sker der rigtig meget i denne intensive proces, hvor vi er sammen flere mennesker og arbejder på at materialisere ideerne. Det er også i denne fase at materialiteten for alvor begynder at yde modstand. For der er jo masser af ting, der ikke lige er som vi havde tænkt – eller nye problemer, der skal løses på den ene eller den anden måde. De konceptuelle ideer, som vi startede med bliver både formet, men også udbygget i denne proces. Man kan sige at de bliver mere og mere robuste, fordi de møder udfordringer.

Nogen gange ændrer vi noget i designet, andre gange bestemmer vi os for at den lettere (eller mulige) løsning er bedre end den sværere (eller umulige). I de sidste situationer er det interessant at iagttage, hvordan den tidligere (svære eller umulige) løsning også har en tendens til at se mindre og mindre attraktiv ud. Man kunne sige, at vi bare efterrationaliserer, men det kræver at man tror på at ’det oprindelige koncept’ på en eller anden måde har moralsk forrang for det praktisk mulige.

Frem for den opdeling tror jeg at man må arbejde med en forestilling om propositioner, der møder modstand og bliver formet (bulet, strakt, skubbet, presset…). Den fysiske udformning af installationen er ikke bare en oversættelse af et koncept fra ét medie (skitser og sprog) til et andet medie (mdf-plader, maling, plastikrør, træklodser osv.). Tværtimod er det i det fysiske arbejde med installationen at konceptet bliver robust nok til at det faktisk bliver levedygtigt. Det er ikke svært at få gode ideer – det er svært at gøre dem fysiske!

Det er derfor denne logbog er vigtig som forskningsredskab. Vi har så valgt at gøre den offentlig tilgængelig på hjemmesiden, blandt andet i form af det indlæg du sidder og læser lige nu. Dels vil vi gerne dokumentere, hvad vi laver, og dels håber vi, at der er nogen, som får inspiration til at sige os imod (eller med). Hele eksperimentet går ud på at opfordre til dialog, til modsigelse og til diskussion. Naturligvis er den fysiske installation en meget vigtig artefakt i denne opfordring. Men også elementer som denne logbog, præsentationer ved konferencer osv. er elementer i dette eksperiment.
Maja Horst

De to paller træplader – fortsat…
Træpladerne bliver heller ikke udskåret i aften, da Frank stadig er syg – det må vente til i morgen onsdag.
Birte Dalsgård

Et datakrydsfelt i vores værktøjsrum – nej det må vente!
Peter har i går indrettet det tilstødende lille aflåselige rum til et rigtigt fint og brugbart værktøjsrum, og vi er faktisk allerede blevet ret glade for det.
Vi går i gang med dagens arbejde, men pludselig kommer en mand gående mod rummet med meget målrettede skridt – lige ind i rummet faktisk..øh.. hvad nu. Jo, der vil han gerne sætte et datakrydsfelt op, ja lige der i det vi nu lige var begyndt at betragte som vores lille gode rum. Heldigvis er han meget flink og forstående og kan godt se, at det måske ikke lige ville være hverken det nemmeste eller smarteste for os, hvis der skal nivelleres gulv og lægges linoleum m.m. lige nu. Så han indvilliger venligt i at vente til om en måned – puha!
Birte Dalsgård

Arbejdstegningerne diskuteres endnu en gang

Onsdag d. 21. februar
At bygge i en cykelkælder
Vi har haft det problem, at vi har manglet en vask til at skylle pensler mv. i. Der er vand i cykelkælderen, men ikke nogen vask. Vi tænkte at rengøringspersonalet nok havde en udslagsvask et sted, men vi kunne ikke finde den, og betjentene vidste heller ikke hvor den kunne være. I går ringede jeg derfor til CBS’s tekniske chef, Hasse Skouboe, og spurgte. Han vidste det heller ikke, men ville komme forbi her til morgen med en rengøringsperson, og så kunne vi finde den. Det viste sig, at der slet ikke er en sådan vask i hele bygningen. Så Hasse sagde vi måtte bruge risten i gulvet. Det er bare et af de mange småproblemer, der dukker op, når man forsøger sådan noget som dette.

Bygninger er selvfølgelig konstrueret til bestemte ting og dermed uegnede til andre. Men vi har valgt at bygge installationen her på CBS, fordi det er vigtigt for os at processen sker midt i forskningsmiljøet – og ikke udenfor. Skabelsen af installationen skal være et fælles projekt – en integration af forskning, kreativt design og fysisk udformning – ikke tre forskellige processer, der sker uafhængigt af hinanden i tid og sted. Og heldigvis har ledelsen her på CBS været meget imødekommende og givet fuld opbakning til at vi kunne bygge installationen i den store cykelkælder, der ligger nedenunder under mit institut. Det var det eneste sted, der var plads. Men det har desuden den fordel at der hele tiden kommer mennesker forbi, og det giver os synlighed og nye muligheder for modstand – blandt andet fra alle mine forsker-kolleger. De fleste er høfligt nysgerrige, når jeg spørger dem, men de har jo ikke rigtig nogen meninger om det endnu. Jeg kan godt forstå, at det ikke ser særlig interessant ud lige nu, men efterhånden som vi får bygget noget mere bliver det jo mere virkeligt og så skal der nok komme flere kommentarer.
Maja Horst

De to paller træplader – fortsat…
Træpladerne bliver heller ikke udskåret i aften, da Frank stadig er syg – det må vente til…på fredag, hvor vi så håber på at Frank er rask og at vejret er med os – for i dag hyler og fyger sneen om ørene på os.
Birte Dalsgård

Torsdag d. 22. februar
Hjemmeside, flyer og gæstebog.
Dagen indledes med et møde om hvordan hjemmesiden ”stamcellenetVærket” skal se ud. Hvilke oplysninger er relevante og hvordan skal layoutet se ud? Der bliver diskuteret frem og tilbage. Birte, designeren, fremlægger sit udkast til logo og layout. Maja og Maria er tilfredse med udformningen. Det ser godt ud.
Under mødet kommer der ideer til andre småprojekter. Maja foreslår at der lægges en ”gæstebog” i cykelkælderen hvor folk kan give deres kommentar, hvad enten det er kritik, spørgsmål eller bare en undren.

Før vi afrunder mødet når vi at tale om den flyer der skal laves. Der skal trykkes 2000stk, som skal uddeles i forbindelse med præsentation eller omtale af stamcellenetVærket. Vi beslutter hvilke informerende tekster der skal være, samt hvordan udformningen skal se ud.
Tiden flyver af sted og meget skal nås. Der bliver sat deadlines for henholdsvis hjemmeside, flyer og gæstebog, så nu er det bare om at komme i gang.
Maria Messmann

Mens vi venter…
Nu har vi været i gang i fire dage. Hele projektet er forsinket, fordi Frank, den ene af de to billedkunstnere, der hjælper os med at bygge projektet har været syg siden vi startede. Så alle planer, for hvad der skulle bygges og hvem der skulle bygge er (selvfølgelig) blevet lavet om. I stedet for at starte med at bygge alle de store kasser som installationen består af, producerer Birte og Peter byggeklodser til ’samfundet’. Det er for så vidt godt nok, men jeg tror, at vi alle har det sådan, at vi glæder os til, at der kommer til at stå noget, der fylder lidt mere og ser ud af noget mere dernede. Jeg kan dog mærke cykelkælderen drager – jeg har mere lyst til at være dernede og snakke om installationens udformning end at sidde her på mit kontor.

Peter har fortalt, at der kom en mand i går og sagde, at det ikke kunne lade sig gøre, det vi var i gang med. Jeg ved ikke hvem det er, men det gør mig rigtig nysgerrig. Det var derfor at jeg foreslog at vi skulle lægge en gæstebog derned. Det er nu ikke kun et spørgsmål om min personlige nysgerrighed. Netop den slags indvendinger er jo en del af den ’modstand’ jeg gerne vil gøre mig selv (og de andre) modtagelig for, ved at lave dette projekt. Det er faktisk noget af det allermest centrale i mit syn på forskningskommunikation: At alle de indvendinger, kritik, modsigelser man normalt tænker på som irriterende, faktisk er en mulighed for at gøre vidensproduktionen bedre og mere robust. I stedet for at opfatte modstand som noget man skal rydde af vejen hurtigst muligt, så er det noget man kan bruge produktivt. Men jeg skal være den første til at indrømme at det ikke altid er så let…
Maja Horst

Klodser, klodser og atter klodser…
Her på fjerdedagen er produktionen af byggeklodser nu for alvor ved at fylde noget i kælderen: vi maler og sliber stadig på de mange tusinde klodser…nej, ok så mange er det heller ikke, blot ca. 750 stk., men det føles nu også som en del. Man udvikler ligefrem en ømhed for de små klodser, som de går gennem ens hænder under de mange produktionsled. Til slut står de der på bordene til tørre – en masse helt ens klodser samlet i områder efter deres farver – de nærmest står og kigger op på en som små væsener, lidt som Antony Gormleys figurer – vi skal dog heldigvis ikke lave så mange som ham! (se dem fx på: http://grupper.bf.dk/kunst/page.asp?ID=14)

Efter endt tørretid kommer de i flyttekasser, som vi efterhånden har flyttet rundt på en hel del gange, og bliver indtil videre stuvet af vejen i vores lille værktøjsrum.
Peter laver støbeforme til Sekten-figurerne, og det virker langt mere interessant end alle disse mange klodser. Formene er ved at være klar med silikonelaget inderst, og en forstærkende gipskappe omkring denne. Før de fik gipsen på stod de som 5 små hønsehoveder: en stærk rød modellervoks-agtig hønse-kams var lagt som en stribe hen over det hvide silikone-’hoved’ – den røde stribe for at forstærke silikonenformen, når den skæres op inden den tages i brug.
Birte Dalsgård

Fredag d. 23. februar
’Kongelig porcelæn’ - de førstefødte.
Nøj, hvor var vi spændte på at se de første figurer forsigtigt bliver vredet ud af deres støbeform – jesmoniten hærder hurtigt, og pludselig var de der! De førstefødte var født! Måtte simpelthen lige være med som jordemoder og også selv lige prøve at krænge en ud af den fleksible silikoneform. De var helt varme og fugtige og havde deres meget karakteristiske svampe-lignende overflade, næsten lidt ulækre. Maja skulle selvfølgelig prøve at smide med den første prøve: og hen ad cementgulvet røg den, flere gange, men den holdt! Efterfølgende smed Peter den med måske lidt større kraft :-) ned i gulvet, og så knækkede den i to – men vi har jo heldigvis ’gulvtæppe’ på i installationen og regner nok heller ikke med at folk sådan volder dem og kaster rundt med dem. Hvis de kan holde til at man taber dem, er vi fuldt ud tilfredse.

De fine små figurer befinder sig tilsyneladende godt her i kælderen, men de fødes jo også ud i et miljø, der burde være passende for dem: en tidligere kongelig porcelænsfabrik!
Nå, for mit vedkommende tilbage til slibe og malearbejdet på klodserne…

De første-fødte...

Frank ankommer hostende og hakkende – han ligner ikke en der er helt rigtig rask, men han siger det går meget bedre – så han og Peter læsser hans værktøj ind, og nu er der ved at være godt fyldt i den lille ’maskinpark’, som værktøjsrummet nu mest af alt ligner.
Over en kop kaffe snakkes arbejdstegningerne igennem, og Frank der i sin iver har ligget derhjemme i sin sygeseng og kigget tegninger igennem har selvfølgelig nogle kommentarer og rettelser – dejligt! – så ikke helt spildt at en har været sengeliggende.
Birte Dalsgård

De to paller træplader – fortsat…
Fredag aften: Endelig er dagen eller rettere aftenen oprundet…ja nemlig den aften hvor træpladerne skal udskæres: efter en endt arbejdsdag og ovenpå en times tid til hvilen, kører Peter og Frank af sted mod værkstedet og alt går glat, og i løbet af ingen tid er pladerne skåret ud! Nej vel, så nemt går det simpelthen bare ikke! Frank henter Peter i sin øh..lettere gamle bil, og skal så lige vende den mens Peter er på vej ned, og ja så sker der det der bare måtte ske: bilen sætter sig fast i en stor snedrive, og den sidder godt fast! De skubber, skraber sne/hakker is, og prøver igen og igen, men nej det går bare ikke. Hmmm, måske skal de bare heller ikke af sted i aften… Eften megen asen og masen kommer en lille dame forbi og tilbyder sin hjælp – alle de store stærke mænd er bare gået forbi, som om de ikke så noget. Peter siger, at det alligevel ikke vil gøre nogen forskel, om hun hjælper, men hun insisterer åbenbart, så de to begynder at skubbe, mens Frank kører – og jo sørme så: bilen kommer fri! Man skal ikke undervurdere små kvinder!

Bilen kan nu køre, men Peter kan ikke komme ind i den: døren i passagersiden er frosset fast – to sneplove og en anden bil tuder utålmodigt bagved, og Frank må køre frem og ind til siden, og nej…det gør han vel ikke: jo lige hen/op i en ordentlig bunke sne – åh nej, tænker jeg fra min særdeles gode observationspost i vinduet, nu sidder han sikkert fast igen. Men det går dog – døren må de dog opgive: Frank må ud og Peter ind fra hans side.

Endelig når de værkstedet på Avedøre Holme – men hold da op, her er jo faldet betydelig mere sne end inde i Kbh, så pladerne der opbevares på lageret, er ’begravet’ bag en 1½meter høj snemur. Kreative som de jo er, flækker de hurtigt en ’sneplov’ sammen af paller på en gaffeltruck, men det lille køretøj kan intet stille op mod de store snemasser: intet andet at gøre end at skovle sneen væk, så gaffeltrukken kan køre ind på lageret og hente de to paller træplader.
Langt om længe kommer de i gang…
Birte Dalsgård

Søndag d. 25. februar
De to paller træplader – fortsat…
Alle MDF-pladerne blev skåret i fredags, og nu venter kun x-fineren. Frank og Peter ankommer uden de store problemer til værkstedet. Går i gang med at skære og save, og save lidt mere og så pakke pladerne på paller. Landstrygeren bestilles og den læses og alt går strygende for en gangs skyld. Det går også efter deres udsagn ok med at få pladerne ind i cykelkælderen. Denne gang har vi jo også en rampe ned til kælderen og ikke som på sidste sted, LPF-kælderen i Blågårdsgade
under opbygningen af stamcellenetVærket I, en meget stejl trappe med en for smal port foran, så lastbilen måtte holde helt ude på gaden og alle pladerne slæbes flere hundrede meter.

De skal nu, efter en lang dag, hjem og endelig slappe lidt af inden det går løs i morgen, men så kommer problemerne væltende igen: Franks bil selvfølgelig! Ja som man kan forstå er vi ikke så gode venner med den bil mere, og det er måske den voksende fjendtlighed overfor den, der får den til at reagere som den gør, men døren som tidligere ikke ville åbne, vil nu ikke lukke! Peter må så sidde og holde døren med en snor mens han kryber sammen omme bagved og holder på palleløfteren, som de har lånt med fra det store sav-værksted, og nu skal tilbage med. De når frem til værkstedet, og så vil den s… bil jo bare ikke mere.
Ja, man behøver ikke sige så meget mere…andet end at det tager nogle timer endnu, før de er hjemme fra Avedøre Holme!
Birte Dalsgård