StamcellenetVærket II
Rumlig kommunikation

”Jeg hører og jeg glemmer
Jeg ser og jeg husker
Jeg gør og jeg forstår”                     
                      Kung-fu-tse

At kommunikere med rum er at skabe rum og rumligheder, som gør noget andet end det flade, statiske og modernistiske rum, der med sine billedskabte rammer dikterer oplevelsen til at være en synsoplevelse. I stedet for dette modernistiske rum, der taler til os, som var vi kun øjne og intellekt på en omvandrende pind bør vi skabe rum, der bevæger sig væk fra ’synssans diktaturet’ og i stedet betoner den fysisk sansende krop, det psykologiske liv og intellektet på én gang. Et redskab til dette er at bruge de forskellige mediers styrke til det, som de er skarpe og virkningsfulde indenfor.

Mange formidlingsudstillinger er ofte tilrettelagt som plancheudstillinger, hvor det stort set er forstørrede bøger, der er opsat på vægge. Måske fordi formidleren er blevet grebet af et ønske om at ’få det hele med’. Men vil man formidle store mængder tekst, bør man bruge bogmediet, hvor man i ro og mag kan sidde, mens man læser enten før eller efter selve oplevelsen, man ønsker at indgive. Andre steder er planchen blevet en afløser for tredimensionelle genstande, fordi den er en billigere og ’nemmere’ løsning, hvilket heller ikke er befordrende for formidlingen af budskabet.

I stedet for plancheudstillingen kan man med rumlige og sanselige midler fange bredere målgrupper og opnå andre og stærkere former for erkendelser. Rummet skal påvirke alle kroppens sanser. Det skal ikke kun tale til vores øjne eller intellekt, men også den taktile og den kinæstetiske sansning. En fysisk påvirkning er stærkere end en visuel oplevelse – en visuel påvirkning er ofte hurtigere, men er også hurtigt glemt. Vi bør opleve omverdenen i forhold til os selv som krop, fx størrelse og temperatur.

Med et rumligt design kan man søge at opnå en mediering mellem rum og besøgende for at få rummet til at fremkalde reaktioner og opfordre til både fysisk og mental bevægelse og interaktion – samt ikke mindst at udfordre til reaktion. Man kan dermed i langt højere grad end det ofte er tilfældet med traditionel formidling arbejde med åbne kommunikationsformer. Man kan som designer arbejde med at opstille åbne udsagn, der først gøres færdige af de besøgende/deltagerne: man fremsætter en række ’spørgsmål og teser’, men lader det være op til besøgeren at drage sine slutninger, konklusioner og tolkninger på det (dog naturligvis indenfor visse rammer). Besøgerens mulighed for at tolke på egne præmisser vokser ved anvendelsen af forskellige sanselige tilgangsmuligheder, mens det sproglige i formidlingsmæssige sammenhænge ofte er formuleret langt mere lukket.