I 2004-2007 udførtes forskningsprojektet ’Creating Science’ om de kulturelle, sociale og etiske aspekter af stamcelleforskning. Projektet var finansieret af Statens Samfundsvidenskabelige Forskningsråd. Det blev ledet af Lene Koch fra Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet og havde desuden deltagelse af 7 andre humanistiske og samfundsvidenskabelige forskere (Mette Hartlev, Maja Horst, Lotte Hunniche, Klaus Høyer, Uffe Lind, Julie Sommerlund, Mette Nordahl Svendsen). Projektet tog udgangspunkt i at stamcelleforskning ikke blot dumper ned fra himlen, men formes af – og former – den kontekst som stamcelleforskningen skabes i. Det bestod af en række forskellige tværdisciplinære delprojekter, som alle satte fokus på forskellige aspekter af stamcelleforskningens virkeliggørelse.
I et forsøg på at sprænge de traditionelle rammer for forskningsformidling udførte projektgruppen i samarbejde med designer Birte Dalsgård et eksperiment med alternativ forskningskommunikation, der skulle gøre formidlingen af projektets vidensproduktion rumlig og sansestimulerende. Eksperimentet førte til skabelsen af installationen stamcellenetVærket - et samfundsvidenskabeligt laboratorium i 2005. Der var tale om en testmodel på ca. 80 m2, hvis overordnede samfundsvidenskabelige budskab var at give publikum en sensitivitet for at samfund og teknologier skabes i gensidig interaktion gennem en lang række valg, handlinger og begivenheder som alle er med til at forme udviklingen. Modellen blev bygget i kælderen under Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på Copenhagen Business School, og den stod færdig i en uge, hvor den blev vist til særligt interesserede og afprøvet på en række fokusgrupper. Desuden blev opbygning og afprøvning dokumenteret på video.
|
 |
 |
Opbygning i kælderen under Institut for Ledelse, Politik og Filosofi |
| |
|
|
| |
|
|
'Overvågnings'-optagelser af fokusgrupper |
|
Forsimplet plan over installationen |
Fysisk udformning
Installationen var udformet som en tredimensional spilleplade, hvor de besøgende skulle bevæge sig igennem en række rum. Hver for sig tematiserede de enkelte rum samfundsvidenskabelige problemstillinger hentet fra de forskellige delprojekter i forskningsprojektet. De forskellige rum illustrerede fysisk den samfundsvidenskabelige pointe, at et bestemt fænomen (fx stamceller) kan italesættes i forskellige kontekster (rum). I det enkelte rum formedes fænomenet på en bestemt måde. Det rejste bestemte problemstillinger og gav anledning til bestemte former for valg og interaktion. Rummene dækkede så forskellige kontekster som den medicinske klinik for reagensglasbefrugtning (hvor råmaterialet til stamcelleforskning, de befrugtede æg, skabes), stamcellelaboratoriet, samfundsmæssig lovgivning, økonomiske markeder, patienters dagligdag, historie, fremtidsforventninger, moralske horisonter og den offentlige debat. De besøgende kunne gå igennem rummene i forskellig, men ikke helt vilkårlig rækkefølge.
|
|
|
'Regelmaskinen'
|
|
 |
I rummet 'Barnefabrikken' mødte deltagerne ved udgagen af rummet en donationskranke, hvor de skulle vælge, om de ville donere nogle af deres embryonklumper eller ej. Man valgte ved 'at gå sit valg', dvs. valgte man 'ja' gik man gennem den blå port, og valgte man 'nej', gik man ud af den røde port. Som det fremgår af billedet, var det lettere at gå gennem den blå dør, fordi den røde port fysisk var lille i forhold til en normal krop. Det skulle afspejle, at det for par i reagensglasklinikken generelt føles lettere at sige ja til donation.
|
|
'Den offentlige debat' |
De besøgende kunne opfatte sig selv som deres egen fysiske ’spillebrik’ i denne spilleplade. Undervejs i installationene blev de konfronteret med en række problemstillinger og stillet over for flere slags valg via fysiske møder med forskellige scenarier. Den dialogiske form blev understøttet ved at installationens udseende ændredes i takt med, at de besøgende gjorde deres valg. Dette skulle illustrere den pointe, at samfundsmæssige problemstillinger formes og løses i sociale sammenhænge. Installationen skulle derfor ikke kun understøtte refleksion og meningsdannelse hos den enkelte, men tillige gøre denne proces synlig som social proces. I rummet ’den offentlige debat’ skulle de besøgende fx vælge at prioritere enten stamcelleforskning eller andre forskningsfelter og ’værdige formål’. Desuden kunne de efterlade argumenter for deres prioritering i felter på væg og gulv – og de kunne også tildække eller fremdrage andres argumenter. Rummet blev på den måde et dynamisk vidnesbyrd om den dialog, der foregik under indtryk af besøget i installationen.
Fra forskningsformidling til forskningskommunikation
Formålet med eksperimentet var at formidle samfundsvidenskabelige problemstillinger frem for færdige pakker af samfundsvidenskabelige facts. Målet var også at gøre forskningskommunikationen langt mere dialogisk end det normalt er tilfældet. Dette forsøgte vi at opnå ved at oversætte den tekstligt formulerede viden til mere sanselige udtryksformer, der kunne påvirke publikum både kognitivt og emotionelt. Det skulle være forskningskommunikation, der anerkendte mutiple intelligenser og andre tilgange end den rent intellektuelle og sproglige form. Det var vores tese, at en sådan form for forskningskommunikation kunne appellere bredere, samtidig med at den kunne overvinde nogle af de begrænsninger, som traditionelle formidlingsformer lider under – både med hensyn til, hvad der kan formidles, og hvem der kan formidles til. Målene med eksperimentet var derfor formuleret således:
- At skabe en bredere forståelse af begrebet formidling - som kommunikation. Det handler ikke kun om at folk 'forstår' de videnskabelige pointer sådan, som forskerne formulerer dem. Det handler om den proces, hvor begge parter interagerer med henblik på at blive klogere, at lære noget eller at stifte bekendtskab med andre perspektiver, følelser, forestillinger osv. Gennem installationen taler forskeren med ikke-forskere, hvorfor fokusgrupperne også er en integreret del af selve projektet
- At få de besøgende til at få nogle fornemmelser omkring deres holdninger til emnet. Vi stiller dem undervejs en række ’spørgsmål’, der gerne skulle få dem til at handle og agere, men meningen er ikke, at de skal komme ud af installationen med en færdigdannet holdning.
- At gøre folk nysgerrige og give dem lyst til interaktion. Vi vil gerne gøre dem interesserede i at vide noget om eller diskutere 'stamceller i samfundet'.
- At illustrere nogle samfundsvidenskabelige pointer – som fx at teknologier formes socialt og at denne proces er kompleks.
- At give de besøgende fornemmelsen af, at stamcelleforskningens skabelse er en proces som foregår lige nu, samt at denne proces er dynamisk og påvirkelig. Det skulle gerne opleves ved, at den besøgende selv bliver deltager.
På baggrund af disse mål opstillede vi en række succeskriterier for udførelsen af eksperimentet. De lød i prioriteret rækkefølge som følgende:
- Få opført og bygget en testmodel af kommunikationsinstallationen, hvori pointer kan afprøves i samspillet med de rumlige omgivelser.
- Afprøve testmodellen på en række fokusgrupper og herefter forsøge at indfange og opsamle deres reaktioner, indtryk og erfaringer ved deres oplevelser med at færdes i installationen. Vi interesserer os i den forbindelse for oplevelser af både fornemmelsesmæssig, kognitiv og refleksiv art.
- Analysere de erfaringer og oplevelser de besøgende giver udtryk for i lyset af vores teoretiske begrebsramme og konceptuelle intentioner bag udformningen. Herunder interesserer vi os særligt for, hvordan rumlig formidling af samfundsvidenskab kan få folk til at opleve – frem for blot at blive fortalt - at fænomener får forskellige betydninger i forskellige kontekster, samt at fænomener som stamcelleforskning formes socialt og former samfundet.
Inden vi gik i gang med opbygning og afprøvning var vi klar over, at udfordringen med installationen i høj grad ville blive, om de besøgende ville gå med på ideen. Om de ville indtage den af os udstukne rolle som interagerende deltager, om dette appellerede til dem og om de forstod meningen med det hele. Desuden var vi også spændte på, om de besøgende kunne og ville være med til også at deltage fysisk, hvilket er uvant for de fleste mennesker i dag, hvor vi som regel møder formidling rettet mod den emotionelle eller intellektuelle forståelse. Fokusgrupperne viste imidlertid at vi opnåede en høj grad af interaktion med de besøgende, omend der naturligvis var både vellykkede og mindre vellykkede aspekter af installationen. Yderligere beskrivelse af vores erfaringer med skiftet fra forskningsformidling til forskningskommunikation i forbindelse med denne installation kan læses i ’StamcellenetVærket – om videnskab, modstand, og muligheden for samfundsvidenskabelige laboratorier’ af Horst og Sommerlund (2007).
|
