Udstillinger
 
StamcellenetVærket II
    Projektbeskrivelse
    Baggrund
    Rumlig kommunikation
    Forskning        
    Deltagere

Forventningernes landskab
    Installationen
    Idé udførelse
    Opbygning
    Billedmateriale

    Tidsplan
Udstillinger
    Kommende udstillinger
    Arkiv

Lån installationen     
StamcellenetVærket I
    Installationen
    Forsker - Designer
    Billedmateriale

Litteratur

Logbog:
opbyg uge1 - opbyg uge2 - opbyg uge3 - opbyg uge4 - opbyg uge5

logbog uge 2

Mandag d. 26. februar
Flere penge og endelig noget rigtigt byggeri
Vi fik et brev fra Forskningens Døgn i dag som svar på en ansøgning om nogle puljemidler. Vi har fået 25.700 dkr. Det er rigtig godt, for vi mangler lidt penge. Så nu har vi alligevel råd til webcams og en fladskærm, samt at vi har fået betalt flytning, opstilling og studenter-vagt til Forskningens Døgn. Det var sjovt, for vi gjorde det egentlig fordi de selv spurgte om vi ikke ville søge. Jeg havde haft kontakt med sekretariatet for Forskningens Døgn for at spørge om de kunne hjælpe os med at finde et opstillingssted – og så ringede de tilbage og spurgte om vi ikke også ville søge nogle penge. Det skal man jo nok altid gøre, når folk spørger.

Og så er der jo sket det dejlige i dag, at Peter er begyndt at bygge de store bokse, som installationen består af. Der ser meget bedre ud i kælderen efter at alle de forbistrede plader endelig er ankommet – og så på 4-5 timer havde han nået at bygge de første 4 bokse – altså bare grundformen. Men det betyder rigtig meget, fordi der nu endelig er mere end klodser dernede.

Birte har også lavet flyer’en færdig – et lille postkort stort ark papir med grundoplysninger på dansk og engelsk. Vi har læst korrektur på den rigtig mange gange – samt fået Thomas Basbøll (vores ’resident writing consultant’ på mit institut) til at læse den. Han sagde i ramme alvor til mig, at nu var installationen jo skabt – nu skulle den bare bygges. Den modernist! Som om det, der sker i kælderen bare er en maskinel oversættelse af alle ideerne – han ved vist ikke noget om at skære plader i snevejr med en gammel bil… og så ved han jo heller ikke noget om de der manglende tegninger af samfundet i midten af installationen. At skabe installationer er ligesom at lave alle andre forskningsprojekter. Når man beskriver processen bagefter ser det altid temmelig lineært og rationelt ud. Men undervejs er processen ganske anderledes kaotisk og bliver formet af utrolig mange tilfældigheder.

Thomas sagde nu også noget andet meget interessant. Han spurgte om installationens navn ikke i stedet skulle være ’fortress of solitude’. Han har set modellen i hvidt skumpap – og jeg kan godt se hans pointe – den ser temmelig firkantet og måske lidt forskanset ud – i hvert fald ikke så organisk, som man måske kunne tænke, når den hedder et landskab. På den anden side, så bliver udtrykket jo et helt andet, når den får farver og former. Men det minder mig om, at man jo altid producerer meget mere betydning end man selv kan styre. Det kan ikke nytte noget at være ømskindet i denne situation.
Maja Horst

 

En blandet dag…mest ved computeren
Designet af websitet bliver helt enkelt, så nu skal der ’bare’ findes en masse materiale frem og skrives tekster til sitet og laves filer af det grafiske materiale m.m., så Henrik kan komme i gang – det er skønt med noget hjælp på den front!Flyer’er er efter noget arbejde frem og tilbage med teksten nu, som vi vil have den – så den er sendt af sted til trykning.Har indtaget et meget lille men for mig at se tomt/ledigt ’kontor’, så her sidder jeg indtil nogen evt. vil smide mig væk.Jeg har hørt flere ytringer om den hvide skumpap-model, der nu bebor Majas kontor og undertiden vises frem. Den giver jo et noget usand billede af den endelige installation – både fordi den ikke rummer boksopstillingernes detaljer i deres fronter, men blot viser en række helt kantede bokse opstillet efter planen, men også fordi den er helt ensartet i overfladen og er hvid, hvilket den bestemt heller ikke vil blive i den færdige udgave, samt mindst lige så vigtigt: fordi man som altid ved en skalamodel har tendens til at betragte den set fra oven, som om man var en fugl – igen et meget usandt indtryk, da man i et faktisk møde med installationen i 1:1 aldrig vil kunne få et sådan overblik over installationen, man kan ikke ’overskue’ den, kan ikke se den hele på én gang, ikke gribe den på den måde, og man vil derfor ikke opleve den med ’overbliks-synet’. Grundplanens form får meget vægt, når man betragter en skalamodel - den får alt for stor betydning i forhold til den faktiske oplevelse, hvor man møder installationens opstillinger som set i perspektiver, set forfra og fra siden, set med overlap og størrelsesforskellige afhængig af afstand til opstillingerne m.m., men ikke set oppefra. I 1:1 installationen kommer man efter at have set på skalamodellen pludselig i Lilleput-land, da boksene er højere end en selv, og vil opleves ikke som store blokke af bokse eller flader, men som en række vigende eller fremfusende elementer af vidt forskellige karakter og materialitet.
Og pladerne er i kælderen - hurra!...og de bygger på dem!
Birte Dalsgård

Plader, plader og flere plader!...

 

Fra IT -specialist til maler…
Formiddagen har været præget af en masse computer arbejde. Vi er endnu ikke helt sat ind i hvordan man skaber en hjemmeside, men vi arbejder på at blive IT-specialister. Personligt har jeg haft lidt berøringsangst vedrørende hjemmesiden, men efter at have indset, at jeg hverken skal programmere eller være en haj til IT, så har jeg fået blod på tanden.
Har nu lært hvordan man lægger nye tekster og billeder ud på hjemmesiden og føler mig efterhånden mere og mere som en, ja – en IT- specialist…
 
Efter frokost skete der et lille sceneskift med hensyn til mine arbejdsopgaver. Jeg rykkede ned i kælderen, hvor der stod nogle kasser med klodser, som skulle slibes og derefter males. Jeg tog Birtes hvide kittel på og startede fra en ende af. Efter at have slebet og malet nogle hundrede klodser, så jeg ned af mig selv og fik øje på den hvide kittel. Synes det var lidt surrealistisk at ligne en stamcelleforsker, der sidder og maler små træklodser. Men det er jo lidt det der sker i øjeblikket. To verdener møder hinanden. Der skal omsættes ord til rum, hvilket jeg synes bliver mere og mere interessant i takt med at arbejdet skrider frem.
Jeg ser frem til hvad dette forløb bringer af overraskelser. En ting er sikkert; lærerigt bliver det i hvert fald.
Maria Messmann

 

Tirsdag d. 27. februar
Klodserne er endeligt færdige – hurra!...med at blive malet
Alle byggeklodserne er nu malet færdige, det ’eneste’ der mangler erbare de 3000 huller der så lige skal bores i dem – god arbejdslyst! :-)Der vokser en skov af bokse op…Flere bokse er blevet bygget - der er nu to mand på arbejdet, så det rykker noget nu! Det er super godt at få nogle bokse rejst i kælderen, og det er også godt for bunkesystemet med alle de udskårne træplader i alverdens størrelse, for nu bliver der færre plader, og det er derfor noget nemmere at overskue de resterende pladestumper og dermed også nemmere at finde de plader, der skal bruges til den næste boks.Efterhånden som boksene bliver færdige bliver de forsynet med arbejdstegningssedlerne, både så man kan bevarer overblikket over hvad der er bygget og det psykologiske i at kunne tage en seddel ned fra oversigtsvæggen i værkstedet (kælderen), hvor de til start alle blev hængt op, samt for at forbipasserende nysgerrige kan se, hvad det er for en boks, få sig et lille indtryk af, hvordan den kommer til at se ud.Diverse – i kælder og på kontorFolier der skal være beklædning på byggeklodserne til Markedet skæres på livet løs – ja det er så lige 500 stk. der skal brugesI kælderen diskuterer vi beslag, nicher og andre praktiske ting for ud for et lille indkøb og til brug for det videre byggeri på boksene.Da jeg vil rense penslerne, finder jeg ud af, at afløbet stadig er stoppet, samt at jeg med min mave ikke længere har helt nemt ved at kravle rundt på gulvet – renser derfor penslerne i en vask på toilettet – fy ha – og venter med malerrullerne og –bakkerne…måske finder en anden dem og gør dem rene?! – man har jo lov at håbe.Vores testwebsite er nu oppe at køre med layout, tekst og grafik på startsiden – det bliver rigtigt fedt! Vi forsøgte at få lidt overblik over hvilket tekster der er lavet indtil videre, men det skal nok gennemgås igen senere – vi laver konstant om, så det bliver hele tiden bedre (synes vi da selv) og mere tilpasset både hvad vi synes er nyttigt at lægge ud/interessant for andre at se på sitet men også efter, hvad og hvilket materiale vi allerede har.Laver mappe med print af tegninger af hver enkelt boks og herefter en beskrivelse af den tekst og placering af den, som v indtil videre har lavet – en god mappe til senere arbejdsbrug, når den endelige tekstning skal laves. Vi har den store fordel denne gang, at vi har meget bedre tid til tekstningen, og kan gå rundt og diskuterer en prøveophænging samt lade den afprøve af andre og iagttage deres reaktion og få tid til at bygge deres kommentarer ind og foretage ændringer om nødvendigt – en meget vigtig ting!Desuden får jeg personligt endelig overblik over alle mine skitser og tegninger, papir om bestillinger af materialer og meget andet! ved at ordne det hele i mapper – skønt, man er jo lidt af et ordensmenneske, selvom mange måske ikke ville tro det om mig :-)
Birte Dalsgård

 

Onsdag d. 28. februar
Det skrider fremad i kælderen nu. De har allerede bygget 9 ud af de 19 store bokse. De er selvfølgelig ikke færdige, for de mangler overflader og maling, men alligevel – det er rigtig godt at se, at det begynder at tage form. Jeg spurgte Peter, hvordan de vælger hvilke bokse, de vil lave først og han svarede at de tog de nemmeste – indlysende.
Jeg kan ikke rigtig finde ud af, hvad jeg selv laver. Men tiden går i hvert fald alt for hurtigt. I går holdt jeg oplæg på et kursus for forskningsledere om forskningskommunikation og ledelse. Og jeg fortalte dem også om vores projekt.
Her til formiddag var Birte og jeg til møde på Frederiksberg Rådhus for at tale om opstillingsstedet til Forskningens Døgn. Det ser ud som om vi måske ikke kan få den ind og stå i Frederiksbergcentret alligevel. Det havde vi forestillet os, fordi de tidligere har været så positive. Kommunen laver et stort arrangement udenfor på Solbjerg Plads mellem centret, Frederiksberg Gymnasium og CBS, men vores installation kan jo ikke holde til at stå udenfor. De vil gerne putte den ind i et telt, men så er det nødt til at være ret stort – for ellers virker ydersiden jo slet ikke – og det nytter heller ikke noget at det er sådan et stribet cirkustelt. Siger Birte meget bestemt. Og det er jeg nu nok helt enig med hende i. Kontorchefen i Frederiksberg Kommune ville ringe til centret en gang til og spørge, så nu må vi se. Men det er meget spændende, hvordan det udvikler sig. Vi har jo skabt installationen med et indkøbscenter for øje, og det er mest naturligt at prøve den af på den måde i forbindelse med Forskningens Døgn.
Ellers går det meste af min tid med at skrive tekst til hjemmesiden. Vi har været rigtig optimistiske, da vi lavede en plan for alt det vi gerne ville have på den. Nu sidder vi så bare med arbejdet med at producere teksten. Jeg ved ikke hvad jeg havde forestillet mig – at det bare skrev sig selv. Det gør det altså ikke. Det er faktisk ret svært at få til at glide. Det er en genre jeg aldrig har skrevet i før – så det tager tid at finde formen. Det giver også anledning til en masse indirekte målgruppe-overvejelser. Det ser ud som om det falder os naturligt at rette hjemmesiden primært til særligt interesserede, såsom akademikere eller andre med en speciel interesse for forskningskommunikation, men det betyder jo ikke, at det kun er den målgruppe, der vil kigge på den.
Maja Horst

 

Placeringen af installationen
Møde på Frederiksberg rådhus med folkene der står for Forskningens Døgn – vedrørende placeringen af installationen. Hvor fedt det end kunne være med en udendørs opstilling af den, så må jeg dog sige, at den ikke er lavet til udendørs brug. Den er stadig en form for mock-up, denne gang dog i en robust og kraftig stand, som er mobil og flytbar, men den kan ikke holde til hvad som helst, og slet ikke regn og fugt. Så skal den stå udenfor skal den beskyttes mod vind og vejr.Flere bokse vokser nu op i kælderen – godt at se! Måtte sidst på dagen lige tage mig et hvil ovenpå en bunke træplader, da den lille fyr i min mave pludselig sagde ’stop’ og ’slap så lige lidt af du!’ – det var lige blevet lidt for hårdt med arbejdet med at skære de mange folier.
Birte Dalsgård

Et lille kig ind i vores værksted

 

Folier skæres og arbejdstegninger studeres mhp. at vælge den næste væg-boks der skal bygges

 

Torsdag d. 1.marts
På filmoptagelse - al begyndelse er svær…Peter – den flittige mand – var for første gang i opbygningsperioden med til frokost: endelig var den mand da blevet sulten! (vi har ellers forsøgt at lokke tidligere men indtil nu uden held – han er jo ikke til at hive væk fra arbejdet på boksene)Vi har filmet i kælderen – dvs. jeg har filmet Maja mens hun står og taler seriøst om det med at ’tage sin egen medicin’ – dvs. om det at begynde at gøre det selv, som man fortæller andre at de bør gøre – og i denne sammenhæng hentydes der til at tale om at lave anderledes kommunikation kontra det at så rent faktisk også at gøre det (frem for blot at tale om det). Det var dog ikke helt nemt, for kvinden begyndte jo at grine eller bare pludselig at sige noget andet end det hun skulle …eller ja hvad var det nu, hun skulle…prøver igen senere. VIDENSboks og periskopindkigVi andre blev skam også filmet hen over en meget seriøs diskussion af periskoprør og indkigget i vidensboksene. Pointen med VIDENSboksene er, at man ikke bare umiddelbart kan se den ekstra viden – man skal søge den, den er et ekstra tilbud og den skal derfor vælges til og ikke fra, hvis man er interesseret i noget mere faktuelt. Derfor har vi arbejdet med en afskærmning med indkigsmulighed – og derved skabt nogle nicher der får et lille periskop i frontlågen, så man kan undersøge og gå på opdagelse i indholdet i nichen – man kan ikke blot kaste et hurtigt blik hen over det, som hvis det havde været en almindelig montre. Desuden bruges ’kighuls’princippet, så man får mere fokus på de enkelte elementer derinde, frem for at overlæsse synet med en masse elementer på en gang, som så konkurrerer med hinanden om beskuerens opmærksomhed. For ja i forhold til indkigget i VIDENSboksene bliver den besøgende beskuer, men måden det gøres på bliver en aktiv deltagelse, en interaktion med opstillingen, fordi man skal bevæge periskopglasset rundt og frem og tilbage, samt at man måske skal gå ned i knæ for at se ind eller træde op på nogle trin for at kunne nå – et forsøg på kropslig inddragelse i oplevelsen.Lidt praktisk her og der…Folierne til Markeds-byggeklodserne har jeg skåret færdige, og de ligger nu bare og venter i flyttekasserne sammen med plastikrørene, de skal klæbes på…ja venter på at der kommer en, der lige vil sætte de 500 ’klistermærker’ på nogle rør.Vi har igen i dag gennemgået indholdet til websitet, og Henrik har tilrettet igen-igen efter vores ændringer – håber han ikke mister tålmodigheden med os, det er rigtig godt at få hjælp til sitet! Nu skal jeg så ’bare’ lige have lavet tekster og fundet billede og billedtekster m.m. til alle de punkter der har orange post-it sedler på (øv hader orange, ville hellere have været gul) – for det er nemlig mine opgaver mens Majas er pink (selvfø’li’)Der støbes flere figurer og snart er den blå kategori overstået, dvs. 1/5 af Sekten-byggeklodserne. Så mangler der kun de rosa, de svagt violette samt de to forskellige grønne – alle lækre baby pastelfarver…hmmm… hvem mon har fundet på dem?! ja det er altså ikke mig!
Birte Dalsgård

 

Fredag d. 2.marts
Kontakter og mere film…
På min arbejdsblok har der i flere uger stået et masse punkter med folk, jeg skal kontakte og spørge om det ene og det andet. Og det har jeg lidt udskudt, fordi jeg ikke synes, det er så super sjovt. Hvordan er det nu lige at man får fremlagt sit ærinde, så det ikke lyder for kedeligt, mærkeligt, pjattet eller umuligt? Men jeg kan ikke rigtig udskyde det længere, så i dag har jeg gjort et ordentligt indhug i listen. Der er ligesom et særligt humør til den slags. Jeg har fundet ud af at det hjælper, hvis jeg lader som om jeg gør det for nogen andre. Så jeg overbeviste mig selv om at Birte ville blive meget irriteret på mig, hvis jeg ikke snart får det ordnet.
Første opgave var at få fat i centerchefen på Frederiksbergcentret. Det viste sig, at det ikke var så let, men da jeg endelig fik fat i hende var hun til gengæld utrolig positiv. Og det viste sig oven i købet at hun oprindelig har siddet i en gruppe, der har diskuteret, hvordan man kunne lave Forskningens Døgn, så man fik forskningen ud i indkøbscentre mv. Så det var jo rigtig dejligt at møde en, der med det samme var med på ideen. Til gengæld er der det store problem, at det ikke er sikkert at installationen kan være der. Men nu har hun lovet at undersøge det og ringe tilbage i næste uge. Jeg vil rigtig gerne have den installation ind i Frederiksbergcentret!
Et andet punkt er vores lille introduktionsvideo, der skal afspilles på et fjernsyn ved indgangen, så de besøgende ved lidt om, hvad det er de ser på. Vi vil meget gerne have en nyhedsvært fra DR eller TV2 til at læse den op, fordi der jo netop er tale om en invitation til offentlig debat. Nu har jeg skrevet en mail til Johannes Langkilde fra TV2, fordi det var ham, der lavede et indslag til Nyhederne om vores sidste installation.
En tredje vigtig ting er at finde en tekniker, der kan hjælpe os med at lave video, lyd og web-cam opstillinger i installationen. Via en god forskerkollega fra RUC bliver jeg ledt på sporet af teknikerne på kommunikationsuddannelsen og nu har jeg også fået aftalt et møde om en uge. Det er godt, at vi har husket at afsætte penge i budgettet til at aflønne den slags assistance.

Bevæbnet med disse løsninger – eller i hvert fald forsøg på at gøre noget ved sagerne – bevæger jeg mig ned i kælderen, så Birte kan tage en ny video af mig, der forklarer hvorfor jeg synes det er vigtigt at arbejde med forskningskommunikation på denne måde. Vi tog en i går, men den er helt ubrugelig. Den var så slem, at min ni-årige søn Mads ikke engang kunne holde ud at se den færdig, men efter 20 sekunder sagde: ”sluk mor!” Og han synes ellers det er ret skægt at se sig selv og os andre på film. Så vi får taget en ny film i dag – den er ikke helt så slem, men det er altså ikke nogen fornøjelse at se sig selv på levende billeder.
Maja Horst

 

Maja og jeg chekker endnu en gang Frederiksberg Centret ud. Er der andre muligheder for opstilling – men nej, det oplagte og efter min mening eneste passende sted er ’markedspladsen’ med Føtex til den ene side og nedgangen til metroen på den anden. Installationen skal dog ikke vokse yderligere så! Faktisk skal den skrumpes lidt – den må på skrump, så dens ’livvidde’ på tværs bliver 1 meter smallere. I længden er der dog ingen problemer. Territorie-kamp i kælderen (har dog ikke noget med Ungdomshuset at gøre)
Da jeg mødte i morges var territoriet vi havde kæmpet for dagen blevet indvundet. Vores kælderarbejdsplads er blevet udvidet: vi har nu indvundet noget mere plads foran cykelstativerne hen langs vinduerne, så der kun er plads til de ’ikke-rigtige cykler’: der står et skilt lidt henne ad cykelstativet med en pil den vej ’til de rigtige cykler’, dem der så står tilbage må jo så være de ikke- så rigtige cykler…det er altså LPF’s cykler der hentydes til her -  de er måske heller ikke helt rigtige deroppe?! :-)
Vi beklager, hvis vores arbejde er til gene for andre!
Flere bokse snakkes igennem – specielt med hensyn til akryl stemmerørene, der skal bygges ind i dem. Der findes nogle lidt anderledes løsninger end dem jeg tegnede – om det er rigtig gode løsninger eller ej må så komme an på en prøve, men jeg føler mig nu ret overbevist af de to ’byggemænd-Bob’!
Birte Dalsgård

 

Søndag d. 4.marts
Skulle vi ikke bruge noget andet end ord…

Jeg har kæmpet med alle disse tekster til internettet i en god del af weekenden. Nu er jeg taget herind på mit kontor, for at gøre det færdigt. Jeg havde mistet lidt af overblikket, men nu sidder jeg og kigger på en stor skabelon på væggen, der viser, hvad der skal stå hvor. Jeg har fået så meget mere respekt for gode hjemmesider af at lave det her. Men på den anden side så skal jeg også huske mig selv på, at formålet med dette projekt ikke er at lave en god hjemmeside. Vi må gøre det så godt vi kan, når nu vi gerne vil bruge dette medie, men som min tidligere vejleder og chef altid siger: ”det bedste er det godes værste fjende”. Så jeg har efterhånden fået lavet det meste af den tekst, der er nødvendig til første udgave at hjemmesiden. Men så skal det jo lige oversættes til engelsk også! Så jeg sidder altså her og producerer den ene mængde ord efter den anden…

På den anden side så tror og håber jeg at hjemmesiden kan blive et rigtig godt redskab til at sprede historien om vores installation. Og jeg håber virkelig at dette eksempel kan være med til at inspirere andre til at eksperimentere med forskningskommunikation. Der er jo uanede mængder af mulighed for at fylde noget mere indhold i offentlig kommunikation. Og der er så mange forskere, der er rigtig spændende mennesker med nogle fantastiske projekter. Det er virkelig urimeligt, når journalister og politikere forestiller sig at alle forskere er sådan nogle støvede nogen, der ikke kan tale forståeligt og sammenhængende og mest bare vil sidde ensomt og forske. Selvfølgelig findes de også – men der bliver længere og længere imellem dem. Det er dog et interessant spørgsmål hvad der ville ske, hvis medierne begyndte at behandle forskere på samme måde som de behandler mange kulturpersonligheder. Det ville nok give anledning til en hel del bekymring rundt omkring. Faren er nu nok heller ikke overhængende lige nu! Tværtimod så kan det være, at universitetssektoren følger efter folkeskolelærerne i forhold til status-tab. Nå, alle disse overvejelser kommer nok af en indre diskussion om meningen med den hjemmeside. Som strategisk kommunikation har vi designet den med henblik på at lægge proces og indhold frem, så andre har mulighed for at kigge os i kortene og dermed måske bidrage til den form for modstand vi generelt mener forskningskommunikation kan producere. Men det handler jo også om at gøre oplysninger om installationen tilgængelige for folk med interesse. Og endelig er det også klart at man bliver nødt til at være mere og mere entreprenant som forsker – og til den entreprenante rolle hører jo også promovering. Det kan simpelt hen ikke lade sig gøre at skabe noget nyt, hvis man ikke kan bruge de sejre man allerede har haft som opbakning til at få nye projekter til at lykkes. Det kan sådan en hjemmeside jo også bruges til.
Maja Horst
Læs om projektet
 
kontakt: lektor Maja Horst, 3815 2826 / mh.lpf@cbs.dk                               
Projektet er støttet af forskningsrådet for Kultur og Kommunikation